|
UDDRAG FRA BØGERNE
(intro til Jætternes Kamp)
Læg øret til bogen, for så kan det ske,
at du hører væsner, som ingen kan se:
Små nisser og trolde, der hvisker og hvæser,
og stemmer, som høres i vinden, der blæser.
Og åbner du op, kan du ikke fortryde,
for da vil det boble i myternes gryde
med sære historier om godt og om ondt
helt frem til fortællingens sidste sekund.
(fra "Vilfred og værdens værste vikinger")
I Asgård lever guderne, på træet Yggdrasil,
et træ så kæmpestort, at selv en gud kan fare vild.
Se, Odin er den største gud, og alles kloge far.
Med kun ét øje ser han alt og kender alle svar.
De store guder kæmper klogt, men modigst er dog Tyr,
han snød den fæle Fenrisulv, et vildt og farligt dyr.
Han lokked’ den med gudesnak, og bandt den rigtigt godt,
men mistede sin ene arm, som ulven spiste råt.
......
( fra "Trolderim")
"Træd hen til min hule, hvis altså du tør,
her finder du hulens forheksede dør.
Bag dén er der uhyrer, kæmper og dværge,
og hekse og trolde fra skove og bjerge.
Men døren er tung og umulig at rokke,
så tryk lige først på den magiske klokke.
Nu siger du ordene: ”Hekse-li-hop”,
og døren til hulen vil åbne sig op."
***
(fra bogen "Hvad brugte vi ilden til"
- børnene snakker med om mennesket udvikling)
Kom, nu skal vi springe i tiden
til livet for mange år siden,
da aberne rejste sig op
og langsomt fik menneskekrop.
Dengang gik vi nøgne omkring
og ejede slet ingenting,
kun hytter af grene og blade
var alt, hvad vi mennesker havde.
Men sig mig så nu, hvis du vil:
Hvad brugte vi vandet til? ............
(fra bogen "Mit stamtræ" )
Jeg vil vise dig en tegning
af et træ med mange grene.
Det er et, min farmor tegner,
når vi sidder helt alene.
Farmor kalder det et stamtræ,
og jeg ved, at det består
af familiens børn og voksne
gennem mange, mange år.
Nederst er der kryds ved nogen,
som for længst er væk og døde,
men de fleste lever stadig.
Det er dem, du nu skal møde.
Farmor si’r, jeg deler gener
med de mange folk på stammen.
Det betyder, at jeg ligner
dem en smule alle sammen.
|